Den anden weekend i maj er der som altid Uldfestival og Ulddage i saltum. Jeg underviser i Norge denne weekend, og jeg deltager dermed ikke i Uldfestivalen, ligesom der heller ikke er åbent hjemme i værkstedet.

Selve den oprindelige Uldfestival er som bekendt flyttet ud på en campingplads lige udenfor Saltum. Dette har givet mere samling på teltene. I de store telte er det som "det plejer" at være små som store udstillere, primært firmaer og butikker. Jeg synes efterhånden overvægten garnbutikker er massiv, så hvis man er til garn, strik og hækling, så er det bestemt et eldorado. Materialer og ting der ligger udenfor dette område er ikke længere stærkt repræsenteret. Dog kan jeg se, at de i år har lavet et udendørs område med fåreklipning, uldsortering osv. Det virker som et spændende tiltag. Se mere på uldfestivalens hjemmeside.

Inde i selve Saltum, hvor Uldfestivalen tidligere var er der i stedet Ulddage, hvor mange forskellige og spændende udstillere er til stede med alt fra eco-print over filt og keramik til rusten jern. Jeg besøgte Ulddage for første gang sidste år, og jeg synes, det var både hyggeligt og spændende. Prøv at søge på Ulddage i saltum, så er jeg sikker på, der kommer noget frem på nettet.